Tulipanens historie

Ringholms historie

Oprindelig var Ringholm en ø. I bugten syd for Nykøbing angav Det Kongelige Videnskabers Societets kort fra 1771 to øer, begge ud for halvøen Egenæs der adskilte Nykøbing bugt fra Hov Vig. Øerne kaldtes Store og Lille Ringholm. Siden da har de geografiske forhold ændret sig væsentligt. Men også i 1700-tallet mærkedes forandringerne, der i virkeligheden havde stået på siden slutningen af vikingetiden, hvor klimaændringerne fundamentalt forvandlede vind- og strømforhold. Langsomt tilsandede indløbet til Isefjorden mellem Nykøbing og Rørvig, og øerne Nakke og Nørrevang blev efterhånden en del af det øvrige Odsherred. Nykøbingkortet til Resens Danske Atlas fra 1677 viser stadig byen liggende på en halvø. Men havet har sikkert på den tid kun overskyllet de omliggende sandstrækninger i perioder med svære storme.

På Ringholm er naturligvis fundet spor efter mennesker fra oldtiden, stenkiler, spyd og andet. Øen har dog næppe været beboet, men har snarere tjent som jaqtstation. Fugle og sæIer har holdt til her.

Men efter at indløbet fra Kattegat mod nord lukkedes, blev vandene omkring Ringholm roligere. Bugten mellem Nykøbing og Nakke blev stadig mere lavvandet, og kystlinjen der dengang løb langs Askehaven og dybt ind i Hov Vig, trak sig efterhånden tilbage. Det betød, at Ringholm blev lettere tilgængelig og kunne anvendes til græsning. Vanddybden mellem Egenæs og Ringholm blev med tiden så ringe, at folk og fæ her kunne gå over til øen. På et matrikelkort fra slutningen af 1700-tallet er indtegnet en vej ud på næsset, som bærer påskriften: Ringholm. Selve vadestedet skal have været afmærket med riskoste.

Græsningsretten på øen tilhørte forskellige købmænd i Nykøbing. Men den har næppe haft større betydning, og i hvert fald har det nok ikke været malkekvæg man har haft her, fordi vejen til øen var lang.

I 1838 begyndte man at bygge havnen i Nykøbing. Det skete ved, at man lagde en dæmning fra stranden neden for byen og ud til en af sandbankerne i bugten, hvor man byggede kajanlægget. Og de efterfølgende år viste, at man yderligere skulle tørlægge den inderste del af bugten, mellem Egenæs, Ringholm og den nye havn. Derved opstod tanken om at indvinde arealet ved hjælp af en dæmning mellem havnen og Ringholm.

Tanken blev gjort til virkelighed af prokurator Clausen, brygger Jakobsen og glarmester Bøegh i Nykøbing. I 1869 byggedes dæmningen, og året efter besluttede man at fortsætte landvindingsarbejdet med en dæmning mellem Egenæs og Nakke, hvorved Hov Vig kunne tørlægges.

Det indvundne land mellem Ringholm og Nykøbing blev i 1873 solgt til overretssagfører C. Fr. Vilh. Schytte tillige med selve Ringholm. Og her opførte han i 1877 en net hovedbygning med 18 værelser, samt de fornødne avlsbygninger med mejeri. Hovedbygningen var i tidens stil, med tårne og spir, kviste og karnapper, med veranda og en balkon der løb langs sydsiden af bygningen. Her blev desuden anlagt have og park.

Beliggenheden var fortræffelig. Rejsende havde tidligere kaldt øen Isefjordens perle, fordi den lå så smukt. Men set fra Ringholm var omgivelserne ikke mindre smukke. Det hvide slot lå højt på den lille ø, og herfra kunne man se langt ud over fjorden.

Til gården hørte godt to hundrede tdr. land over fjorden, fortrinsvis frugtbar dyndjord, men også eng, der blev afvandet ved hjælp af kanaler og pumpeværk. I 1894 tilplantedes et større areal ved Øster Lyng med skov. I øvrigt hørte fire huse til gården. Der udvikledes således et større landbrug på Ringholm.

Stedets mennesker gav imidlertid også Ringholm en egen karakter. Familien Schytte førte stort hus og var ikke uden ambitioner. Datteren Frida viste allerede i seks-årsalderen udprægede evner for violinspil, modtog undervisning af kendte navne fra Det Kongelige Kapel og afsluttede uddannelsen ved musikkonservatoriet i Paris som nitten-årig, siden koncerterede hun i ind- og udland, blev kejserlig russisk hofviolonist og giftede sig i 1897 med den tyske maler Friedrich von Kaulbach. Søsteren Henriette var mere praktisk anlagt, og det blev hende, der sammen med moderen kom til at videreføre gården, da overretssagføreren døde i 1896.

Moderen indrettede nu en herregårdspension på Ringholm. Hun var en statelig dame der "med det hvide hår mindede med sin fornemme optræden om en fransk marquise", skrev Gerda Mols, hvis mand, maleren N P Mols, en tid boede på Ringholm for at male.

I 1901 bragte Husmoderens Blad en udførlig beskrivelse af pensionen, skrevet af en anerkendende Sofie Horten:
"Man forstår af den smukke bygning har fået navn af slot, thi mangt et sådant er mindre imponerende end Ringholm, når man fra Nykøbing kommer kørende hertil, gennem ladegården med mejeri- og alle økonomibygninger på begge sider og ind gennem gitterporten ad den brede grusgang omkring den smukke græsplæne med blomsterrabatter foran hovedbygningen, og græsplæner, blomsterrabatter og høje træer og tætte buskads på begge sider af denne, og svinger op foran den herskabelige stentrappe, der fører op til forhallen og hvor den venlige husfrue byder gæsten velkommen."

I den underste etage lå mod syd spisesalen samt et par værelser med døre til haven. Et par trin højere var den store dagligstue og en lukket veranda, desuden 3-4 andre værelser. På første sal var tårnværelserne og de øvrige rum for pensionens gæster.

"Man mærker hele indretningen og arrangementer", skrev Sofie Horten, "at man er hos mennesker, der forener kunstnerisk sans med praktisk dygtighed. Hvert værelse er forskelligt i udstyr, men intet, ikke et eneste banalt. Tapetet svarer til møblerne, og på væggene hænger kun et enkelt billede i samme værelse, men det er altid godt, altid noget der er værd at se på. Møblerne er aparte, men stilfulde, snart hvide med blå malerier, hertil svarer så tapeter, tæpper, betræk og gardinerne; snart helt hvide, eller grønne, eller sorte med hvide ornamenter eller forskellige andre ligeså smagfulde som originale og enkle i udførelsen, velgørende for øjet at hvile på.

I spisesalen er bjælkeloft, en stor kamin med opsats af gråt marmor og stort spejl i ramme samt en mørk buffet med skabe og opsats i udskåret arbejde og stole svarende til hertil. Det mørkt bejsede panel er mandshøjt salen rundt. Enkelte gamle familiebilleder fuldender det indtryk af hygge og soliditet som man får, når man træder ind i denne sal, hvor bordet altid er dækket med smukt porcelæn, gammelt sølvtøj og smukke blomster, hvor husfruen med værdighed indtager pladsen for bordenden, og hvor husets egne damer samt alle pensionærerne muntre og fornøjede søger til de vante pladser."

Naturligvis hørte også badebro til pensionen, og her lå fortøjet en båd, så man kunne ro ud til badehuset et stykke fra stranden. Der var tennisbane, man kunne spille bocia, eller man kunne låne hest og vogn og køre rundt i omegnen.

Gårdens drift tog Henriette Schytte sig af. Hun havde lært landbrug. foruden den sædvanlige landbrugsvirksomhed hørte en stor have til gården, og her dyrkedes grønsager, salater og frugt af forskellig art. I et særligt skur blev drevet kunstig champignonavl, hvilket var højst usædvanligt dengang. Det var også denne datter der påbegyndte ægpakkeriet i Nykøbing. I det hele taget var hun meget foretagsom. De udskårne og malede møbler var hendes værk, gårdens regnskaber blev ordnet af hende, men hvad folk mest bemærkede ved hende var dog hendes udseende. Hun var kortklippet og gik af praktiske grunde i mandfolketøj. Det vakte opsigt.

I den almindelige bevidsthed blev Ringholm i disse år en slags herregård, et slot, et gods. Og som sådan indgik det i litteraturen, bl.a. i Gustav Bauditz´ pastor von Gabow, hvor "Traneholm" beboedes af jægermesterinde Oschenthal, født baronesse Mascaut, eller i en senere roman af Ole Storm hvor "Birkholmene"s ejer kaldtes godsejer.

Henriette Schytte købte senere det inddæmmede areal ved Hov Vig. Men dæmningen her viste sig at være dårligt vedligeholdt, og under julestormen 1902 brød vandet igennem og oversvømmede Ringholms jorder helt op til Linde Allé og Østerlyngvej og jernbanens remise. Vandmøllen på dæmningen mellem Ringholm og havnen løb varm og brændte i nattens løb.

Herefter blev Hov Vig overtaget af den største prioritetshaver Københavns Universitet, der siden solgte den til entrepenør N. Nielsen, Klitborg, for 4.000 kr.

Entrepenøren havde blik for områdets kvaliteter. Et nyt dæmningssystem blev opbygget, hvorefter en del af vandet blev pumpet ud igen, så der kunne oprettes åle-og karpebrug. Her fiskedes så tonsvis af l de efterfølgende år. "Ålekongen" byggede en smuk og særpræget jagtgård på stedet, bestående af et par længer i jugendstil med mange rum i to-tre etager; den mest karakteristiske del af gården blev nedrevet i 1981.

At Hov Vig ikke ganske blev tørlagt, men ved hjælp af et sindrigt slusesystem kunne tilføres frisk vand, betød at området forblev et tilholdssted for fugle.

I de store rørskove ynglede andefugle og her fandtes måge- og ternekolonier og en del vadefugle. Det blev rasteplads for trækfugle.

I 1915 solgte Henriette Schytte Ringholm. På dæmningen mod havnen var blevet opført en hollandsk vindmølle, som dels formalede korn og dels anvendtes til udpumpning af vandet fra jorderne; dog var også installeret en dieselmotor til dette formål.

Under vinterstorm i 1935 brød vandet imidlertid gennem dæmningen på dette sted og rev møllen omkuld, hvorefter de bagved liggende marker oversvømmedes.

Byens gasværk og vandværk, som lå på de lave arealer, blev sat ud af spillet.

Med årene udvikledes landbrugsdriften på Ringholm yderligere. Man leverede store mængder mælk og mange svin til mejeriet og slagteriet i Nykøbing, ligesom man en tid havde en stort fjerkræhold. Senere blev driften ændret, således at man lagde vægt på gartneriprodukter.

Området bag dæmningerne ved Ringholm er i tidens løb blevet et stykke natur med mange kvaliteter. De flade vidtstrakte marker med kanalerne er kranset af skove, hvor rådyr, harer og fugle holder til, og Hov Vig er i sig selv et fuglereservat. Mennesker bor der kun få af, og der er lukket for biler og anden uvedkommende færdsel. Det forstærker indtrykket af stor og åben natur. Her er mange hjørner hvor der kun sjældent kommer mennesker.

Folkevandringstiden kalder man den periode, der startede da Hunnerne i år 375 væltede sig ind i Europa. Plantevandringstiden kunne vi kalde den periode, der begyndte med de store opdagelsesrejser omkring år 1500. Columbus rejste jo ikke ud for at finde en ny verden, han tog ud for at søge østens krydderier, og at vi i dag dyrker kartofter, ryger tobak og nyder chokolade, er et resultat af disse plantevandringer, som naturligvis først gjaldt det, der kunne spises, men blomsterne fulgte hurtigt langs handelskaravanernes trampede stier. 

De blomster, der i dag er mest udviklede, nemlig roser, chrysanthenum, dahlier og tulipaner, har det til fælles, at planterne, der kom på rejse, ikke var vilde planter, men derimod forædlede produkter af gamle kulturområder, som Indien, Kina, Inkasamfundet og Lilleasien. 

Netop i Lilleasien går havekulturen tilbage til bibelhistorien og meget tidligt kom tulipanen i yndest, fordi dens biologi passer så fantastisk godt til disse egnes korte forår, der falder mellem en bleg vinter og en brændende sommer. Det var tyrkernes tidlige gartnere for ca. 1000 år siden, der lavede de første krydsninger og derved gav tulipanen et skub mod vest. Så en dag havnede de i vore haver. 

Da den flamske adelsmand, Giselin Busbeck, som var østrigsk ambassadør ved sultanens hof, så de første tulipaner i haverne mellem Konstantinopel og Adrianopel, blev han begejstret, og han bragte løg med sig til Wien i 1554. I 1559 blomstrede den første persiske tulipan i Europa, nemlig i en patricierhave i Augsburg. Botanikeren Gesner beskrev den og interessen vaktes. En hollandsk botaniker, Clusius, opholdt sig som slotsgartner hos Maximilian den II fra 1573 til 1587, og han må have stiftet bekendtskab med den tyrkiske blomst, idet han senere, da han blev botaniker ved universitet i Leiden i Holland, søgte at udbrede kendtskabet til tulipanen der, og det er altså noget af et tilfælde, at tulipanens nye hjem blev en smal strimmel mellem Leiden og Haarlem. 

Clusius døde i 1609, men han havde tændt en brand, som i 1634 slog ud i lys lue. Der gik sport i tulipanforædling, og megen svindel kom med ind i billedet. Den højeste pris blev betalt for sorten ”Admiral v. Enkhuizen”, der for en enkelt blomst blev betalt med 11.500 gylden. Den hollandske regering satte ved en forordning af 27. april 1637 en stopper for ”tulipomanien”. Ofte virker et forbud jo stimulerende og i alt fald skabtes en række skønne sorter. 

Denne historie er så velkendt, men morsomt er det at vide, at i det 18. århundrede havde Tyrkiet sit tulipan-raseri, hvor der betaltes 30 til 40 tyrkiske pund for et løg af en sjælden farve. Sultan Ahmed, der byggede den største moské i Istanbul, lod sin have ved det gyldne stræde tilplante med masser af tulipaner, og for at kunne glæde sig over det ved aftenlys, lod han skildpadder med brændende lys på ryggenløbe rundt mellem de farvede bede om aftenen!

Der findes mere end hundrede arter af vilde tulipaner. Deres udviklingscentrum ligger i Lilleasien, og herfra stråler arterne ud mod vest til Portugal og mod øst helt til Kina og Japan. Tyrkiet er dog kulminationensstedet, og jo fjernere arterne træffes, des mindre bemærkelsesværdige er de. 

De sorter, vi ser, er produkter af orientens kultur og vestens arbejde med at blande arveanlæggene. Havetulipanerne deles i grupper, hvor de tidligste  Duc van Tol sikkert stammer fra arten  Tulipa suaveolens. De langstilkede Darvin-sorter og Duc van Tol menes at have deres oprindelse i Tulipa gesneriana, men de tidligste tyrkiske har blandet så meget i denne plante-cocktail, at man ikke kan kende ingredienserne. 

Der er de fyldte tidlige Murillo-sorter. Mendel-sorterne opstod i 1909 ved krydsning af Darwin og Duc van Tol. En krydsning af andre tidlige med Darwin-tulipaner gav Triumph, hvortil så mange værdifulde sorter hører, f. eks. Korneforus. Der er de stribede Rembrandt-tulipaner, som nærmest er havesorter, der er Liljeblomstrede og Papegøje-tulipaner og mange andre sortsgrupper. 

Efter århundreders forædling af det kunstfærdige, kom en kulturtræthed, der nu har gjort de botaniske tulipaner de mest estimerede. De er fornemme i deres bygning, mindre prangende end kultursorterne, og hvem der virkelig holder af tulipaner kan ikke undvære de fine Tulipa clusiana, chrysantha og dasysemon, de tidlige Kaufmanniana, de flerblomstrede Praestans, og som den største vildtulipanen Tulipa Fosteriana, der i 1904 indsamledes som art i Turkestan. Van Tubergen i Haarlem udvalgte den bedste og udsendte den som Red Emperor. Det er Centralasiens vidundertulipan! 

Det forædlingsarbejde tyrkerne begyndte med for 1000 år siden, som nu i 400 år har været drevet i Europa, har givet verden en rigdom af sorter. Over 6000 sorter er registreret. Nogle blev døgnfluer, andre blev ”Evergreens”. I blomsterløgparkerne er der klassikere såvel som det nye. Mulighederne er ikke udtømt. I dag må tulipanerne ind i gammastrålefeltet og døje atomalderen, der med ” kejsersnit” forløser arvekombinationer, som matematisk set først skulle komme år 19060. Tulipaner har en stor fremtid, men lad os ikke glemme deres fortid og oprindelse. Den, der har sin fantasi i behold, kan måske se tulipanbedene som et orientalsk marked, hvor vinden bevæger tulipanerne, og se at de ligner tyrkere med turbaner, for navnet er udledt af ordet turban. I dag er tulipane kosmopolit og tilpasser sig de tempererede klimater. Den er forårets gesandt i Amerikas haver, den er vinterens blomst i Nordsveriges industribyer, dens løg er en verdens artikel, som sejler til Australien sæsonforskudt til at kunne vokse syd for Ækvator. Den er målet for forårsturen til en af vore skønneste slotsparker.